Spørgsmål og svar nedenfor dækker spørgsmål vedrørende gennemførelsen af direktivet om ophavsret på det digitale indre marked (CDSM). De er udarbejdet af medlemmer af Europeana Working Group on Out of Commerce Works.
Kan en kulturarvsinstitution forlade sig på løsningen med værker, der ikke længere forhandles, for materialer fra lande uden for Den Europæiske Union?
Mens der i direktivet henvises til værker, der ikke længere forhandles, som værende materialer, der ikke er i handelen, og som er en del af en kulturarvsinstitutions permanente samlinger, er sæt af materialer, for hvilke der foreligger "bevis for, at de overvejende består" af materialer fra lande uden for Den Europæiske Union, udelukket.
Mere specifikt udelukker direktivet:
værker, der ikke længere forhandles, bortset fra kinematografiske eller audiovisuelle værker, der først er udgivet eller første gang udsendt uden for Den Europæiske Union
Ude af handelen filmværker eller audiovisuelle værker, hvis producenter har deres hovedsæde eller sædvanlige opholdssted uden for Den Europæiske Union og
Ikke-kommercielle værker af statsborgere fra lande uden for Den Europæiske Union. I bogsektoren vil det omfatte mange bøger, der udgives i EU, og der bør findes løsninger med kollektive forvaltningsorganisationer.
Denne undtagelse finder ikke anvendelse, hvis værket, der ikke længere forhandles, anvendes i henhold til licensen, og den kollektive forvaltningsorganisation i det land, hvor kulturarvsinstitutionen er beliggende, i tilstrækkelig grad kan repræsentere det pågældende tredjeland, f.eks. fordi der er indgået en repræsentationsaftale. Som følge af den logik, der er beskrevet i direktivet, skal det forstås således, at undtagelsen ikke finder anvendelse i dette tilfælde.
Undtagelsen gælder for "sæt, der overvejende består af materialer fra" uden for Den Europæiske Union. Sæt, der indeholder værker fra lande uden for Den Europæiske Union, men hvor størstedelen af materialerne er fra lande inden for Den Europæiske Union, kan anvendes i henhold til bestemmelsen om værker, der ikke længere forhandles. Under visse omstændigheder anvendes materialer dog individuelt og ikke som en del af et sæt. I dette tilfælde, og selv om direktivet ikke specifikt behandler dette spørgsmål, synes direktivets logik at pege i retning af at udelukke materialer fra tredjelande, når der foreligger dokumentation herfor.